Uroen har forplantet sig i hele min krop, som elektriske stød breder den sig igennem mine muskler og nerver, og ender i fingerspidserne som små ladninger, impulser. Mit hjerte slår, mit hjerte hamrer, med hundredevis af kilometer i timen: dunk-dunk-dunk-dunk. - Det føles som om det i slaget rammer en stenhård væg af beton, det der egentlig bare er mit kød og mine knogler og mit brusk.
Jeg har lyst til at flå det ud, mit blodstænkte hjerte, og lægge det i hånden på dig. Med vener, kar og årer.

Og du må gøre med det hvad du vil - du må gemme det om det er dig ønskværdigt, eller skille dig af med det hvis det forekommer dig at være en byrde. Du må smide det på jorden og trampe på det hvis du synes det er alt hvad det er værd.
Èn ting må jeg dog bede dig om at lade være med: Læg for Guds skyld ikke hjertet tilbage i mine egne hænder.