Det er når jeg omgiver mig med andre mennesker, at jeg indser at jeg aldrig vil være som dem. Jeg vil aldrig kunne blive hvad de er, jeg vil aldrig kunne gøre hvad de kan gøre.
Jeg kan aldrig blive så god som dem.
Jeg kan aldrig blive så meget værd som dem.

Det giver mig lyst til at smide alle de ting på gulvet jeg har kæmpet så længe for at opnå. Al den styrke jeg har fået, synes at forsvinde så let som ingenting; det giver mig blot endnu mere lyst til at give op. Jeg er vred på Gud, jeg er vred på verden og på livet. Jeg er vred fordi jeg ikke selv fik et valg. Jeg er vred fordi jeg stadig ikke har noget valg.
Jeg drukner bare langsomt i mig selv. Smertefuldt dør jeg indeni; pinefuldt slår jeg mig selv ihjel lidt for lidt.