undergangen

Det var dengang der var engle overalt omkring mig, hvor selv de mennesker jeg til dagligt delte luft med syntes at gro vinger ud af ryggen, brutalt, blodigt, men dog uden det mindste ansigtstræk, uden det mindste spor af smerte at se hos dem. Og til tider var det som om jeg kunne flyve; at jeg med slående lethed kunne stille mig i vindueskarmen og hoppe ud fra tredje sal, uden konsekvenser. Hvilke konsekvenser kunne det have; jeg var jo allerede død, svævende, og overalt gik der engle omkring mig. Måske var jeg allerede i himlen - en himmel der det meste af tiden føltes som et levende mareridt. Hvor både Gud og Djævelens stemme blev ved med at optræde i mit hoved, blev ved med at hive mig i hver sin retning og forvirre mig og tvinge mig ud på afgrunden og op i vindueskarmen. Det var som om min hud blev flået af mig. Måske var det mig selv der på masochistisk og kynisk vis rev den af i store stykker, tilfredsstillet af at se mig selv gå til grunde; bid for bid. Og Gud blev ved med at fortælle mig at verden var på spidsen, menneskeheden i mine hænder, hos mig lå alt ansvar for vores frelse. Og Djævelen fortalte mig ligeledes, at jeg aldrig ville kunne klare den opgave det var blevet mig pålagt. Desuden; Hvordan kunne man dog lægge et sådan ansvar over på én der så tydeligvis hørte hjemme ingen andetsteds end Helvede selv?
Og destruktionen blev ved, indtil jeg til sidst var hudløs; nøgen. Min nøgenhed og min skam var ganske fortjent. Min straf. Og mit sind faldt langsomt men beslutsomt hypnotisk til ro, og snart var mine øjne så slørede at jeg ingenting kunne se mig, og mine ører kunne ingenting høre længere, og min mund kunne ikke sige ét eneste ord.
Menneskehedens visse død var da et faktum, og tilbage stod jeg, som ene ansvarlig.
Og jeg ventede. Med en virkelighedsfjern spænding, og en sitrende rædsel på undergangen. Apokalypsen, der hver dag kom tættere og tættere på.
Vis på at det skulle ske.
Uvis på hvornår.
Og da det skete, ja, der skete det med buldren og bragen, præcis som ventet. Hvad jeg ikke havde set komme var at det blot var min egen verden der gik under, og at det liv menneskerne omkring mig levede gik ganske ubemærket hen; dagligdagen fortsatte for dem som den altid havde gjort.