granit; gran

Inden man får set sig om står man for enden af klippen parat til at kaste sig ud i et frit fald. Og man vil falde, 50 meter, 60 meter, 100 meter, ud i den friske luft og ud i den uendelige frihed. Men det er i stykket lige inden man kaster sig ud, at man i den store dal vil råbe så højt som man kan, og det er i samme store dal at ens råb bliver kvalt; af granit og gran, og dør hen og bliver næsten det rene ingenting - eller i hvert fald blot noget der kunne lyde som noget der skulle have været en sagte sang. Men hvad nytter det også at råbe hvis man blot råber ud i intetheden? Hvis råbet alligevel aldrig ville blive hørt af andet end granit og gran i det hele taget.

Så frygtelig meget tid jeg bruger på at tænke på sten og træer. Det er næsten ikke til at holde ud. Jeg ved ikke om jeg holder mig selv ud meget længere.
I særdeleshed aner jeg ikke hvordan min omverden holder denne uendelige endeløse tvivlen på dette og hint; på sten og træ, granit og gran, og alt des lige.
Hvordan?

Og hvordan denne vedvarende, insisterende kærlighed? Når alt jeg kan snakke om, konstant; ustoppeligt; er hvordan jeg skal fælde samtlige træer i skoven; hvordan jeg skal bestige den klippe jeg senere skal kaste mig selv ned fra?
Hvorfor har du ikke for længst givet op, og selv ladet mig regne træfældningen og bjergbestigningen ud.
Det er mig ubegribeligt.

Jeg er nået til et punkt hvor der vist ikke er mange hjerneceller tilbage at gøre godt med.