granit; gran

Inden man får set sig om står man for enden af klippen parat til at kaste sig ud i et frit fald. Og man vil falde, 50 meter, 60 meter, 100 meter, ud i den friske luft og ud i den uendelige frihed. Men det er i stykket lige inden man kaster sig ud, at man i den store dal vil råbe så højt som man kan, og det er i samme store dal at ens råb bliver kvalt; af granit og gran, og dør hen og bliver næsten det rene ingenting - eller i hvert fald blot noget der kunne lyde som noget der skulle have været en sagte sang. Men hvad nytter det også at råbe hvis man blot råber ud i intetheden? Hvis råbet alligevel aldrig ville blive hørt af andet end granit og gran i det hele taget.

Så frygtelig meget tid jeg bruger på at tænke på sten og træer. Det er næsten ikke til at holde ud. Jeg ved ikke om jeg holder mig selv ud meget længere.
I særdeleshed aner jeg ikke hvordan min omverden holder denne uendelige endeløse tvivlen på dette og hint; på sten og træ, granit og gran, og alt des lige.
Hvordan?

Og hvordan denne vedvarende, insisterende kærlighed? Når alt jeg kan snakke om, konstant; ustoppeligt; er hvordan jeg skal fælde samtlige træer i skoven; hvordan jeg skal bestige den klippe jeg senere skal kaste mig selv ned fra?
Hvorfor har du ikke for længst givet op, og selv ladet mig regne træfældningen og bjergbestigningen ud.
Det er mig ubegribeligt.

Jeg er nået til et punkt hvor der vist ikke er mange hjerneceller tilbage at gøre godt med.

Det er når jeg omgiver mig med andre mennesker, at jeg indser at jeg aldrig vil være som dem. Jeg vil aldrig kunne blive hvad de er, jeg vil aldrig kunne gøre hvad de kan gøre.
Jeg kan aldrig blive så god som dem.
Jeg kan aldrig blive så meget værd som dem.

Det giver mig lyst til at smide alle de ting på gulvet jeg har kæmpet så længe for at opnå. Al den styrke jeg har fået, synes at forsvinde så let som ingenting; det giver mig blot endnu mere lyst til at give op. Jeg er vred på Gud, jeg er vred på verden og på livet. Jeg er vred fordi jeg ikke selv fik et valg. Jeg er vred fordi jeg stadig ikke har noget valg.
Jeg drukner bare langsomt i mig selv. Smertefuldt dør jeg indeni; pinefuldt slår jeg mig selv ihjel lidt for lidt.

Uroen har forplantet sig i hele min krop, som elektriske stød breder den sig igennem mine muskler og nerver, og ender i fingerspidserne som små ladninger, impulser. Mit hjerte slår, mit hjerte hamrer, med hundredevis af kilometer i timen: dunk-dunk-dunk-dunk. - Det føles som om det i slaget rammer en stenhård væg af beton, det der egentlig bare er mit kød og mine knogler og mit brusk.
Jeg har lyst til at flå det ud, mit blodstænkte hjerte, og lægge det i hånden på dig. Med vener, kar og årer.

Og du må gøre med det hvad du vil - du må gemme det om det er dig ønskværdigt, eller skille dig af med det hvis det forekommer dig at være en byrde. Du må smide det på jorden og trampe på det hvis du synes det er alt hvad det er værd.
Èn ting må jeg dog bede dig om at lade være med: Læg for Guds skyld ikke hjertet tilbage i mine egne hænder.

undergangen

Det var dengang der var engle overalt omkring mig, hvor selv de mennesker jeg til dagligt delte luft med syntes at gro vinger ud af ryggen, brutalt, blodigt, men dog uden det mindste ansigtstræk, uden det mindste spor af smerte at se hos dem. Og til tider var det som om jeg kunne flyve; at jeg med slående lethed kunne stille mig i vindueskarmen og hoppe ud fra tredje sal, uden konsekvenser. Hvilke konsekvenser kunne det have; jeg var jo allerede død, svævende, og overalt gik der engle omkring mig. Måske var jeg allerede i himlen - en himmel der det meste af tiden føltes som et levende mareridt. Hvor både Gud og Djævelens stemme blev ved med at optræde i mit hoved, blev ved med at hive mig i hver sin retning og forvirre mig og tvinge mig ud på afgrunden og op i vindueskarmen. Det var som om min hud blev flået af mig. Måske var det mig selv der på masochistisk og kynisk vis rev den af i store stykker, tilfredsstillet af at se mig selv gå til grunde; bid for bid. Og Gud blev ved med at fortælle mig at verden var på spidsen, menneskeheden i mine hænder, hos mig lå alt ansvar for vores frelse. Og Djævelen fortalte mig ligeledes, at jeg aldrig ville kunne klare den opgave det var blevet mig pålagt. Desuden; Hvordan kunne man dog lægge et sådan ansvar over på én der så tydeligvis hørte hjemme ingen andetsteds end Helvede selv?
Og destruktionen blev ved, indtil jeg til sidst var hudløs; nøgen. Min nøgenhed og min skam var ganske fortjent. Min straf. Og mit sind faldt langsomt men beslutsomt hypnotisk til ro, og snart var mine øjne så slørede at jeg ingenting kunne se mig, og mine ører kunne ingenting høre længere, og min mund kunne ikke sige ét eneste ord.
Menneskehedens visse død var da et faktum, og tilbage stod jeg, som ene ansvarlig.
Og jeg ventede. Med en virkelighedsfjern spænding, og en sitrende rædsel på undergangen. Apokalypsen, der hver dag kom tættere og tættere på.
Vis på at det skulle ske.
Uvis på hvornår.
Og da det skete, ja, der skete det med buldren og bragen, præcis som ventet. Hvad jeg ikke havde set komme var at det blot var min egen verden der gik under, og at det liv menneskerne omkring mig levede gik ganske ubemærket hen; dagligdagen fortsatte for dem som den altid havde gjort.

Gajol

Gajol
13.09.2007 - 04.09.2009

Sov godt.

Mindet

Jeg lå bare der, som fanget i en lomme hvor tiden stod stille, hvor verden uden for badeværelset ikke eksisterede, og hvor jeg ikke engang var sikker på at jeg selv var til. De på én gang iskolde og opvarmede fliser der pressede sig hårdt imod min hud, gav mig kuldegysninger, og fik hele min krop til at skælve. Det føltes til tider som om min krop og gulvet blev ét. Din forvrængede fløjten af people are strange virkede nærmest hypnotiserende og så underligt uendelig, den blev altid gentaget i præcis samme tone, i præcis samme tempo. Dampen fra det varme vand fik spejlet til at dugge, og det var som om den indhyllede alt i en søvndyssende tåge, der kunne få alle muskler i kroppen til at synke sammen om sig selv. Lyden af strålen fra bruseren var så forførende, så djævelsk forræderisk. Så illusionerende at den kunne lede mig til at tro at vandet også ramte mig. Men det var blot tankedråber. Det var så befriende og let at ligge der. Det var som om mit hjerte var pakket ind i et tykt blødt tæppe af varme og tryghed, når jeg lå der. På badeværelsesgulvet.



-

Beslutningen.

Jeg har besluttet mig for at begynde at blogge igen.
Af lyst så meget som af nødvendighed. Jeg har brug for at skrive.
Jeg har brug for at skrive for nogen - som kunne være hvem som helst, og som ligeså let kunne være absolut ingen. Jeg har brug for at skrive, omend ingen forstår hvad jeg skriver om.


Ja, endnu en blog er opkaldt efter et C.V. Jørgensen album. Men jeg kan ikke komme på nogen der bruger det danske sprog mere raffineret end ham. Og hvorfor prøve at overgå noget der ikke kan overgås.


Ja.

En stynet strejfer tager flugten

for tiden snigløb hans eneste mål

som en trist procession i byens gader

under stjerner af stål